Er jeg den eneste der undre sig over mennesket? Og syntes vi er en ret så underlig skabning – mig selv incl.?
Jeg har bevæget mig i selvudviklingens verden det meste af mit voksne liv. Har knoklet min røv i laser for at forbedre mig, har taget mig selv så så så seriøst. For 3 år siden forlod jeg et tantrisk community, nogle vil kalde det en sekt. Der havde jeg brugt 5 år, ret mange penge, virkelig meget tid på at ”gøre mig selv til et ”bedre” mere ”værdig” menneske til livet. Det var et sted hvor der var et ”super menneske” ideal, vi alle jagtede – som gjaldt det livet… vi havde et fælles mål og det føltes så fantastisk at være en del af noget større og bedre…
I dag set i bakspejlet er det tragisk-komisk at se på. Se så mange smukke mennesker hade dem selv så meget, at de bruger hver et muligt øjeblik på at slå sig selv i hovedet med hvor slemme, hvor grimme, hvor stort deres ego er, hvor selviske de er, hvor mange fejl de har, hvor for tykke de er osv osv osv… deltage i workshops hvor vi sad, en af gangen, i midten mens en flok ”mere udviklede” der meget højtideligt skulle give os Ego feedback, så vi kunne tage os sammen og arbejde endnu mere intenst på at blive ”bedre udgaver af os selv”… så vi til sidst ville være fejlfrie og lidelsesfrie….
Næsten alle mennesker har et eller andet ideal de prøver at leve op til, et mål at arbejde sig hen imod. Enten et indre ideal der er personligt skabt, eller et ideal som det jeg havde fundet, et ideal som var fælles for en gruppe af mennesker og som blev dikteret af en meget karismatisk mand. Det var nemt at overgive sig til et andet menneskes styring, det var befriende og dejligt ansvarsfralæggende. De ting der blev sagt og gjort passede så godt ind i mit ”selvhadende” billede. De hypnotiske teknikker virkede super godt på mig, og når jeg var i rummet med lederen så følte jeg mig så fri og ikke mindst smertefri. Han så mig, han så at jeg var en der ikke var god nok, og hvor var det dog dejligt at endeligt så var der en der så det – og som fortalte mig at der var en løsning på det… Jeg skulle bare følge ham og de andre…
Jeg blev blind og på et tidspunkt også følelsesløs og afhængig af de ”kick” det giver, når du ser en fejl du har i øjnene – confesser den og bliver elsket af en hel gruppe. Jeg følte jeg havde fundet hjem, havde fundet min flok og livet var så fantastisk. Jeg havde et mål og jeg var ihærdig…
Heldigvis krakelerede boblen en dag og det føltes som et godstog der drønede ind i en væg… bang og det hele var væk, illusionen brast og det jeg så var rent ud sagt ikke kønt… Jeg vågnede at illusionen, så at den lille boble vi levede i også bare var en illusion som alt andet – at den ikke førte til befrielsen nærmere det modsatte – en gal mand med en masse følgere der var på vej ud over en klippe…
Opvågningen var hård, jeg savnede min flok så inderligt, jeg sørgede dybt og følte mig fortabt og også ret så dum… Flovheden kom over mig, hvad vil folk dog tænke, hvad har folk tænkt om mig i den tid jeg var der, hvordan kunne jeg være så blind… jeg ville gemme mig og det gjorde jeg også ien periode, jeg havde brug for at finde tilbage til mig selv igen…
I bruddet har jeg lært så meget om mig selv, menneskers natur, sociale strukturer, menneskers kompleksitet og ikke mindst ikke at dømme mig selv så meget…
Når jeg kikker tilbage nu, så smiler jeg til mig selv – fuck sikken en spændende rejse dette liv har været indtil nu, det har ikke været kedeligt at være mig 🙂 jeg har prøvet lidt af hvert og jeg har overlevet det hele 🙂 og jeg er kommet frem til, at jeg er den jeg er, et underligt væsen, født ind i verden og de strukturer der findes der. Jeg er ikke alene, jeg har en brik her i verden og jeg vil nyde at fylde den ud resten af den tid jeg har her.
Lige nu kikker jeg på min ene kat, hun ligger i vindueskarmen og kikker ud på solnedgangen… Hun virker rolig og tilfreds med hvem hun er… hun er lige præcis den hun er og ingen anden. Hun og vores hankat er og har være min størst lærer de sidst par år. Jeg nyder at vågne op og hilse på dem, lave ingenting med dem og bare nyde at være til i timer af gangen…
Livet er bare og jeg nyder det med og uden lidelse. Alt er som det skal være lige nu. Jeg er som jeg skal være lige nu – det samme er du som læser denne tekst – du er præcis som du skal være i dette øjeblik. Giv dig selv et kram og nyd et øjeblik i stilhed med dit hjerte <3 Det vil jeg gøre <3
I kærlighed Katarina <3
Seneste kommentarer