– og nej du skal heller ikke følge mig – du skal følge dig… og så kan vi følges på vejen gennem livet værende i os selv og ikke over i hinanden….
I mange tantra kredse undervises der i at kvinden skal følge manden. Manden skal åbne kvinden og kvinden skal åbne sig for manden. Det har jeg prøvet, at leve efter i mange år, og det har aldrig helt føltes helt 100 % sandt for mig. Men jeg har bortforklaret det med, at jeg nok også mangler tillid til mænd efter det liv jeg har levet sammen med dem. At jeg nok er en kontrolfreak og en pussywiping kvinde, der ikke tør overgive mig til en mand.
Men helt ærligt så tror jeg bare, at jeg er mig som jeg er, og det at en mand skal styrer mig, føles ikke rigtigt – ligesom det heller ikke føles rigtigt for mig at skulle styrer et andet menneske.
At øve denne tantriske praksis hvor manden styrer, har også givet en del stress både i min mand og i mig og især i vores sexliv. Han stresser over ikke altid at kunne være en ”rigtig” mand der kan gøre alt det ”rigtige” for at åbne mig og gøre mig helt tilfreds. Det gør, at han er mere over i mig end i sig selv. Jeg har stresset over at min krop ikke reagerer ”rigtigt” og at han derfor ikke altid føler sig som en succes, og derfor har jeg været mere over i ham end i mig selv…
Jeg har i alle de år vi har været sammen, over 10 år nu, observeret at når min mand er i sig selv og helt glemmer at skulle gøre noget godt for mig, så tænder jeg automatisk – jeg er faktisk ret vild med ham. Når han så ryger ud af sig selv og over i at gøre noget godt for mig, så slukker min krop lige på stedet… Det samme sker også den anden vej rundt…
Dybt inden i så tror jeg, at vi er ligeværdige partnere, mænd og kvinder. Og at den frigørelse kvinder har været igennem de sidste 30-40 år ikke har været en frigørelse af det feminine i kvinden, men det maskuline i kvinden. Så mænd og kvinder er begge blevet til mænd. Og måske derfor er der kommet en del tantriske praksisser hvor man ”træner” at være kvinde og følge sin mand… Men jeg tror og føler dybt inde i min sjæl, at det at være feminin er noget helt andet og dybere end at ens mand skal åbne mig…
Jeg tror på, at når jeg får kontakt til mit dybe feminine og bliver ven med det, så åbner jeg af mig selv… det er min opgave at finde derind, og når jeg kender stedet, så kan jeg jo inviterer min mand derind og dele det rum med ham… Og hans opgave er at finde sin kontakt til hans dybe maskuline, blive ven med det og så kan han inviterer mig på besøg i han rum og så kan der opstå en dans mellem os… Denne dans er spændende og den glæder jeg mig til at udforske den endnu mere sammen med min mand…
Kærligst Katarina <3
Seneste kommentarer